Taksterne for 2025 er vedtaget

30. oktober 2024

Favrskov Kommunes byråd har på byrådsmødet den 29. oktober godkendt taksterne for 2025 inden for spildevands- og affaldsområdet. Overordnet set bliver en smule dyrere at være kunde i Favrskov Forsyning til næste år.

Spildevand - Let stigning

Prisen for vandafledning stiger fra 48 kr. i 2024 til 50 kr. i 2025. Det betyder, at en husstand med et årligt vandforbrug på 150 m³ vil opleve en prisstigning på 300 kr., hvilket svarer til 3,77 %, så den samlede regning bliver 8.250 kr. i 2025 (mod 7.950 kr. i 2024). Det faste bidrag på 750 kr. forbliver uændret.

En sammenligning af takster blandt spildevandsselskaber i Østjylland viser, at Favrskov spildevandstakster for en familie og en mellemstor virksomhed prismæssigt ligger i midten af de østjyske selskabers takster for 2024. I 2025 forventes Favrskov Spildevands takster for en familie stadig at være placeret i midten af de østjyske spildevandsselskaber.

Taksten for årlig tømning af septiktank fastholdes til 840 kr. i 2025.

En sammenligning af den årlige tømning af septiktanke i Østjylland i 2024 viser, at Randers og Silkeborg har lavere takster, mens Skanderborg, Viborg og Aarhus har dyrere takster.

Affald - Både stigninger og fald

På affaldsområdet vil den samlede udgift til indsamling af affald og brug af genbrugspladser for en almindelig husstand stige en smule – fra 4.212 kr. i 2024 til 4.243 kr. i 2025.

Det bliver ikke dyrere at bruge genbrugspladserne i 2025. Her vil prisen forblive uændret på 1.615 kr. for almindelige husstande, mens den for etageejendomme fortsætter på 1.290 kr.

Der er en stigning i taksten for tømning af genbrugsbeholdere. Prisen i 2025 vil være 1.550 kr., hvilket er en stigning på 8,8 % fra 1.424 kr. i 2024. Denne stigning skyldes, at behandlingen af tekstil og plast er blevet dyrere. Og vi har indsamlet 30 % mere plast end forventet siden starten af indsamlingsordningen. Samtidig er der et ønske om at reducere et akkumuleret underskud på området, som er fremkommet af væsentlig større behandlingsomkostninger til plast end forventet.

Til gengæld falder prisen for indsamling af rest- og madaffald. I 2025 vil en husstand med en 240 liters beholder betale 1.078 kr., hvilket er et fald på 8,1 % fra 2024. Dette skyldes, at man ønsker at reducere det overskud, der er opbygget over tid.

Til sammenligning med kommunerne omkring os, er der kun minimale forskelle i taksten for indsamlingsordningerne. Taksten for at benytte genbrugspladserne er til gengæld dyrere i Favrskov Kommune, hvilket afspejler det serviceniveau, som der politisk er valgt med antallet af genbrugspladser og åbningstid.

Virksomheder: Uændrede takster

For virksomheder forbliver taksterne for brug af genbrugspladser også uændrede i 2025. En håndværkervirksomhed vil skulle betale 10.750 kr. for et årsabonnement til den første bil, og for øvrige virksomheder koster det 4.250 kr. Gebyret for betaling pr. besøg stiger dog en smule til 300 kr. i 2025 fra 275 kr. i 2024.

Økonomien skal balancere

Taksterne for affalds- og spildevandsområdet er fastsat ud fra princippet om, at økonomien skal "hvile i sig selv". Dette betyder, at eventuelle over- og underskud overføres til fremtidige takster.

Læs takstblad for Favrskov Affald for 2025

Læs takstblad for Favrskov Spildevand for 2025

Til nyhedsoversigten
Dette websted er beskyttet af reCAPTCHA og Google Privatlivspolitik og Servicevilkår gælder .

Jeg giver hermed samtykke til, at Favrskov Forsyning A/S må sende mig elektroniske nyhedsbreve. Jeg kan til enhver tid tilbagekalde samtykket ved at afmelde nyhedsbrevet. Dette kan gøres via link nederst i nyhedsbrevet. Læs Favrskov Forsynings privatlivspolitik.