Vil du være med til at styrke biodiversiteten i dit lokalområde?
Bor du i nærheden af et regnvandsbassin, og kunne du tænke dig, at være med til at styrke biodiversiteten i dit lokalområde? Så læs med her.
Efter sommerferieperioden begynder vi at etablere kvashegn ved vores regnvandsbassiner i kommunen, og du kan få indflydelse på projekterne. Vi hører gerne fra dig, hvis du har et ønske til placeringen af et kvashegn, hvis du vil være med til at bygge det op, eller hvis du blot vil høre nærmere om projektet.
Kontakt os på tlf. 89 64 50 00 eller affald@favrskovforsyning.dk.
På Favrskov Forsynings arealer har vi mulighed for at styrke biodiversiteten, og samtidig inspirere til, hvordan haveaffald kan udnyttes i egen have i stedet for at køre det på genbrugspladsen.
Vores regnvandsbassiner har et driftsmæssigt formål i form af opsamling, forsinkelse og rensning af regnvandet ved større regnhændelser, og arealerne er ofte kun bevokset med græs samt enkelte træer og buske. Derfor giver det god mening at etablere biodiversitetsfremmende tiltag her. Udover kvashegn planlægger vi også at udså forskellige blomsterblandinger for at skabe mere liv.
Hvad er et kvashegn egentligt?
Et kvashegn er et simpelt hegn, der opbygges af kviste og grene fra haven. Et kvashegn kan løbende fyldes op hen over årene, da de nederste lag vil blive nedbrudt af insekter, smådyr og svampe. Både større og mindre dyr som for eksempel pindsvin, vinbjergsnegle, småfugle, ørentvister, jordhumlebier og bænkebidere vil finde føde og ly i hegnet.
Udover at forbedre biodiversiteten, spiller kvashegnet også en rolle for klimaet. Kvashegnet binder langsomt mere og mere CO2, når kvaset nedbrydes af insekter og svampe over tid. Én kubikmeter kvashegn binder cirka 400 kg CO2. Hvis kvaset afleveres som haveaffald på genbrugspladsen, er det med til at udlede både metan og CO2, når haveaffaldet skal transporteres og komposteres på et behandlingsanlæg. Derfor vil vi meget gerne inspirere dig og de øvrige borgere i Favrskov til at udnytte haveaffaldet i egen have og undgå turen til genbrugspladsen.