REFERAT: BESTYRELSESMØDE FAVRSKOV FORSYNING A/S - 20.11.2024

Administrationsbygningen, Hammel

INDHOLDSFORTEGNELSE

  1. Benchmark og nøgletal - Favrskov Forsyning 2024 (Lukket)
  2. Budgetopfølgning pr. 30.09.2024 for Favrskov Forsyning
  3. Bæredygtighedspolitik
  4. Orientering til bestyrelsen i Favrskov Forsyning den 20. november 2024 (Lukket)
  5. Kommunikation fra bestyrelsen
  6. Bestyrelsen har ordet (Lukket)

Tidl. politisk behandling: Budget godkendt d. 20. september 2023

Forventet sagsgang: Bestyrelsesmøde d. 20. november 2024

Lovgrundlag: Bestyrelsens forretningsorden

 

SAGENS INDHOLD

Bestyrelsen skal i denne sag behandle budgetopfølgning for perioden 01.01.2024 til 30.09.2024, og forventningerne for hele 2024 for Favrskov Forsyning A/S.

Der er ikke yderligere korrektioner til det forventede budget for 2024, som blev forhøjet med 0,4 mio. kr. til personaleomkostninger til driftspersonale på spildevand ved budgetopfølgningen pr. 29.2.2024. Tilsvarende blev omsætningen korrigeret med 0,4 mio. kr. vedr. opkrævning fra Favrskov Spildevand ved budgetopfølgningen pr. 29.2.2024.
Hertil blev investeringer forhøjet ved budgetopfølgningen pr. 30.06.2024 fra 0,15 mio. kr. til 0,4 mio. kr., som følge af krav til ny bogføringslov.

Budgetopfølgning pr. 30. september 2024 fremgår af bilag.

 

VURDERING

Favrskov Forsyning er serviceselskab for datterselskaberne, og derfor er periodens omkostninger lig det, der bliver opkrævet hos Favrskov Spildevand A/S og Favrskov Affald A/S.

Det forventede resultat (forecast) for året er uændret i forhold til det korrigerede budget for 2024.

Tabel med overblik over periodens resultat og investeringer

 

ØKONOMI

Omsætning
Der er pr. 30.09 2024 opkrævet 1,1 mio kr. mindre end budget 2024, hvilket skyldes lavere omkostninger.

Samlet set betyder forskydningerne at der er en mindre indtægt på 0,6 mio. kr. for hver af de to selskaber Favrskov Affald og Favrskov Spildevand i forhold til budget 2024. Hertil er der en merindtægt vedr. salg af ressourcetimer til Favrskov Kommune på 0,1 mio. kr. – primært i forbindelse med nedlukningen af Feltengård.

Omkostninger
Afvigelsen i omkostninger skyldes primært en forskydning i genbesættelse af stillinger, feriepengeforpligtelser og afholdelse af kurser på i alt 0,8 mio. kr. Det forventes, at der på året vil blive en mindre omkostning til løn- og personaleomkostninger på ca. 0,2 mio. kr.

Hertil er der mindre administrative omkostninger på 0,6 mio. kr., hvilket primært er en forskydning, som forventes udlignet over året. Der er afsat 0,15 mio. kr. til opstart af strategiproces, som rykkes til 2025. De samlede forventning til omkostninger i budget 2024 fastholdes.

Investeringer
Der er afsat 0,15 mio. kr. til implementering af softwareforbedringer og effektiviseringsprojekter i 2024. Der er kommet en ny bogføringslov, der er gældende fra den 1. januar 2025 for specialtilpassede systemer, og i den forbindelse er der behov for en opdatering af både afregningssystem og økonomisystem, og derfor afsættes der 0,4 mio. kr. til denne opdatering. Selskabet er pt. i gang med denne opdatering.

Balancekonti
Egenkapitalen er uændret fra 31.12.2023, men vil blive justeret i forhold til kapitalandele i tilknyttede selskaber pr. 31.12.2024.

Likviditeten viser et træk pr. 01.10.2024 på 0,3 mio. kr. Der er ingen lån i selskabet.

 

INDSTILLING

Direktøren indstiller til Bestyrelsen:

  1. At budgetopfølgningen pr. 30.09.2024 godkendes

 

BESLUTNING

.

Favrskov Forsyning A/S, 20. november 2024
Fraværende: Ingen

Godkendt.

 

Bilag

  1. Perioderegnskab pr. 30. september 2024

Tidl. politisk behandling: Bestyrelsesmøde den 11. juni 2024

Forventet sagsgang: Bestyrelsesmøde den 20. november 2024

Lovgrundlag: Strategi 2024


SAGENS INDHOLD

Bestyrelsen skal, som en del af strategi 2024, have godkendt en bæredygtighedspolitik for Favrskov Forsyning koncernen, så vi opnår vores strategiske ambition om at blive en bæredygtig forsyning. 

Bæredygtighedspolitikken er en overordnet ramme for, hvordan selskabet vil arbejde med vores miljømæssige aftryk, forbedre ressourceforvaltningen og bidrage til den samfundsmæssige og økonomiske bæredygtighed. Formålet med bæredygtighedspolitikken er, at forsyningen tager ansvar for miljøet, og arbejder med langsigtede løsninger, der understøtter både den globale og lokale dagsorden. Vi skal selv leve op til de ambitioner, vi sætter for vores projekter og for borgere - vi skal ’walk the talk’.

’Walk the talk’ betyder, at vi selv skal handle ud fra bæredygtige principper, både i organisationen, projekter og i egen adfærd. I sin essens er bæredygtighedspolitikken en forandringsproces, som handler om at få en forståelse for den sammenhæng i verden man indgår i som menneske og som organisation.

Bæredygtighedspolitikken er udarbejdet i en første version, og fremgår som bilag til sagen.

 

VURDERING

Bæredygtighedspolitikken skal i dagligdagen fungere som et strategisk værktøj, der guider beslutninger og handlinger på tværs af organisationen indenfor seks overordnede områder:

  • Miljømæssigt aftryk
  • Forsyningssikkerhed
  • Sundhed og sikkerhed
  • Engagement i lokalsamfundet
  • Innovation, digitalisering og udvikling
  • Målbare resultater

Vi viser mod ved at sætte et mål om, at alle vores interne projekter skal understøtte bæredygtighed. Derfor har vi udarbejdet et grundlæggende screeningsværktøj, for bæredygtige beslutninger og løsninger i strategiske projekter og anlægsprojekter. Screeningsværktøjet er i bilag til sagen, og skal ses i sammenhæng med vores kommende bæredygtige indkøbspolitik.  

Bæredygtige valg i hverdagen kan lyde nemt, men kan være meget svært og uigennemskueligt. For at medarbejderne er klædt på til at kunne træffe bæredygtige valg, er der udarbejdet et handlingsanvisende værktøj ”bæredygtige løsninger i hverdagen”, der er fremkommet på baggrund af medarbejderinterviews om at implementere bæredygtigheden i egen hverdag og opgaver. ”Bæredygtige løsninger i hverdagen” er angivet som bilag til sagen.

Som en integreret del af bæredygtighedspolitikken er der tidligere fastlagt konkrete mål for strategiperioden med konkrete metoder til at måle på, hvad vi mener, når vi siger ”bæredygtighed”. Bilag ”strategiske målepunkter og verdensmål…” er vedhæftet som bilag til sagen.

 

INDDRAGELSE

Gennem hele strategiprocessen er der arbejdet med forståelse af begrebet bæredygtighed sammen med medarbejderne. Det er sket på det individuelle plan og afdelingsvist, hvor der er drøftet dilemmaer i forhold til at træffe bæredygtige valg. En medarbejder fra hver afdeling har deltaget i forsøg med at anvende screeningsskemaerne og give tilbagemeldinger på anvendelse af disse.

 

INDSTILLING

Direktøren indstiller til Bestyrelsen:

  1. At bæredygtighedspolitikken godkendes.

 

BESLUTNING

.

Favrskov Forsyning A/S, 20. november 2024:
Fraværende: Ingen

Godkendt.

 

Bilag

  1. Bæredygtighedspolitik - oktober 2024

  2. Bæredygtighedspolitik - Screeningsværktøj

  3. Bæredygtige løsninger i hverdagen

  4. Strategiske målepunkter og verdensmål_Skema til målopfølgning

Tidl. politisk behandling        

Forventet sagsgang: Bestyrelsesmøde 20. november 2024

Lovgrundlag: 

 

SAGENS INDHOLD

Ifølge Selskabsloven må medlemmer af bestyrelsen og direktører ikke videregive, hvad de under udøvelsen af deres hverv har fået kendskab til.

Bestyrelsen afslutter hvert bestyrelsesmøde med at tage aktivt stilling til, hvad der kan kommunikeres fra bestyrelsesmødet.

 

INDSTILLING

Direktøren indstiller til bestyrelsen:

  1. At bestyrelsen aftaler, hvad der kommunikeres fra bestyrelsesmødet.

 

BESLUTNING

.

Favrskov Forsyning A/S, 20. november 2024:
Fraværende: Ingen

Alle sager afgøres åbne, bortset fra punkt 1: Nøgletal og benchmark, punkt 4: Orienterintg til bestyrelsen og punkt 6: Bestyrelsen har ordet som afgøres lukkede.

 

Bilag

.

Der refereres ikke fra dette punkt.

Dette websted er beskyttet af reCAPTCHA og Google Privatlivspolitik og Servicevilkår gælder .

Jeg giver hermed samtykke til, at Favrskov Forsyning A/S må sende mig elektroniske nyhedsbreve. Jeg kan til enhver tid tilbagekalde samtykket ved at afmelde nyhedsbrevet. Dette kan gøres via link nederst i nyhedsbrevet. Læs Favrskov Forsynings privatlivspolitik.