Hvorslev Genbrugsplads genåbner med stil
Den 15. juni kunne vi endelig åbne porten op til Hvorslev Genbrugsplads og igen byde velkommen efter en omfattende renovering.
Siden 1990 har Hvorslev Genbrugsplads tjent os godt, men nu var tiden kommet til en opgradering. Siden påske har vi knoklet for at give pladsen et løft.
Vi ved, hvor vigtigt det er at have nem og hurtig adgang til en genbrugsplads. Det var derfor en stor glæde at fejre genåbningen lørdag den 15. juni med mange fremmødte gæster og åbningstaler fra borgmester Lars Storgaard og bestyrelsesformand Søren Frandsen.
Her er nogle af de forbedringer, vi har lavet:
Opfyldelse af miljøkrav
Renoveringen har primært handlet om at sikre, at pladsen lever op til gældende miljøkrav. Vi har blandt andet forbedret kloak- og afløbssystemet og skabt en tæt bund i området til haveaffald for at forhindre, at sprøjtemidler og andre miljøskadelige stoffer siver sig ned i kloaksystemet. Disse tiltag er ikke synlige for det blotte øje, men vigtige forbedringer for at beskytte vores miljø og sikre en bæredygtig fremtid.
Nyt adgangssystem
Inden renoveringen skulle man scanne sit sundhedskort for at få adgang til genbrugspladsen i den ubemandede åbningstid. Nu har vi indført et nyt adgangssystem, der aflæser nummerplader ved indkørslen.
For at benytte den selvbetjente åbningstid, skal du registrere dig og din bils nummerplade til systemet. Er du ikke allerede tilmeldt, kan du gøre det her: Tilmeld adgang i selvbetjent åbningstid her
Vi har gode erfaringer med dette system fra genbrugspladsen i Hammel, hvor det har været i drift siden 2021.
Øget sikkerhed og trygge rammer
Vi ønsker at skabe en tryg og sikker genbrugsplads for både brugere og medarbejdere. Derfor har vi installeret et nyt overvågningssystem og sat et nyt hegn op rundt om pladsen. Forhåbentligt vil dette ikke kun holde indbrudstyve væk, men også sikre, at alle sorterer affaldet korrekt og overholder reglerne, så vi kan beholde vores miljøgodkendelsen for pladsen.
Find genbrugsskatte i Gi’ & Ta’
Elsker du genbrug lige så meget som os? Så vil du blive glad for at vide, at vi nu har to Gi’ & Ta’ områder på Hvorslev Genbrugsplads. Her kan du både aflevere brugbare ting og finde nye skatte – helt gratis. Det ene område er til byggematerialer, mens det andet er til bøger, CD’er, service, legetøj og andre småting. Møbler og tøj skal du i stedet aflevere i de lokale genbrugsbutikker, da der ikke er plads til dette på pladsen.
Område til Gi' & Ta', hvor du kan give og tage bøger, legetøj, service og andre småting.
Område til direkte genbrug af byggematerialer.
En gammel genbrugsplads i ny indpakning
Selvom det ikke oprindeligt var en del af planen, besluttede vi os for at give hele pladsen et løft med ny asfalt og belægning samt nye skilte og nymalede containere. Derudover har vi fået nye komprimator-containere til pap og til ”Rest efter sortering – under 70 cm”. Containerne er mere rummelige og minimerer dermed også behovet for transport. For at gøre aflæsningen af affald endnu mere brugervenlig, har vi fjernet de fleste platforme / trapper mellem containerne.
Aflevering af farligt affald
Du kan aflevere kabler, lysstofrør, lyspærer, batterier, spraydåser, gaspatroner og akkumulatorer på Hvorslev Genbrugsplads - også i ubemandet åbningstid. Til gengæld er det hverken muligt i bemandet eller ubemandet åbningstid at aflevere maling, kemikalier eller andre flydende former for farligt affald på pladsen. Aflever det i stedet på en af de øvrige genbrugspladser eller brug den røde kasse til farligt affald derhjemme.
Samlet set betyder disse forbedringer, at Hvorslev Genbrugsplads nu er mere funktionel, brugervenlig og klar til at møde fremtidens behov.
Vi glæder os til at se dig i Hvorslev.