Favrskov Forsyning vil skabe mindre affald i stort EU projekt
Favrskov Forsyning er en del af Regions Midtjyllands nye store EU-LIFE projekt: Circular Economy Beyond Waste, der startede i 2022.
Projektet har fokus på forebyggelse af affald og cirkulær økonomi, og har i alt knap 40 deltagere, der hver især byder ind med en indsats, der skal skabe mere genbrug og genanvendelse og mindre affald.
I Favrskov vil der særligt være fokus på genbrugspladserne, hvor vi vil sætte nye initiativer og tilbud i gang indenfor reparation, upcycling, genbrug og cirkulær økonomi. Målet er at nedbringe forbruget og især affaldsmængderne. For Danmark ligger desværre helt i top i EU, når det kommer til mængden af affald per borger, og i Favrskov genererer hver borger mere affald per borger end gennemsnittet på landsplan.
- Vi har et skarpt fokus på at blive en bæredygtig forsyning. Og på affaldsområdet bliver vi det ikke uden borgernes deltagelse. Derfor bygger projektet i høj grad på involvering af borgere og lokale partnere, og vi glæder os til at se, hvilke spændende initiativer og løsninger vi får i fremtiden, siger Sara Funch, direktør.
Læs mere herunder om de enkelte del-projekter, som udrulles i Favrskov.
Fakta om projektet:
- Projektet løber over otte år fra 2022 – 2029
- Budget for Favrskov Forsynings del-projekter er samlet omkring 5,5 millioner
- Midlerne er bevilliget fra EU’s LIFE IP pulje til miljø, med specifikt fokus på implementeringen af Europæiske og nationale affaldsplaner og direktiver.
- Region Midtjylland står i spidsen af projektet, derudover deltager 39 øvrige partnere (kommuner, forsyningsselskaber, regioner og miljøstyrelsen).
- Cirkulær Økonomi handler om at holde materialer og produkter i det økonomiske kredsløb med den højest mulige værdi længst muligt. Cirkulær økonomi bryder med idéen om en lineær værdikæde, som starter med udvinding af ressourcer og ender som affald (kilde: mst.dk)
- Link til projektets hjemmeside: Beyond Waste (cebeyondwaste.eu)