24. maj 2017: Præmieoverrækkelse for affaldsindsamlere

Begejstringen var stor hos børnene og eleverne fra Børnehaven Engen (Søften) og Bavnehøjskolen (Hadsten), da vi i sidste uge overrakte præmierne for deres flotte indsats ved den årlige affaldsindsamling.

Danmarks Naturfredningsforening inviterer hvert år børn fra skoler og institutioner til at give en hånd med i forbindelse med den årlige affaldsindsamling. I Favrskov havde hele 4.128 børn taget arbejdshandskerne på og har dermed stor andel i, at mere end 1 ton affald blev indsamlet i Favrskov.

I Favrskov Forsyning er vi meget glade for den flotte indsats børnene yder. Derfor har vi trukket lod om fine præmier blandt alle de deltagende skoler og institutioner.

Slikbutik og pokalskab
Præmien bestod af en flot pokal, et diplom og en pengepræmie, som de heldige vindere kan bruge til en god oplevelse, nyt legetøj eller noget helt andet, der kan skabe glæde i hverdagen. Hverken på Bavnehøjskolen eller i Børnehaven Engen havde de besluttet, hvad pengene skal bruges til. Der var dog mange gode forslag fra børnene og eleverne - heriblandt en slikbutik, en fodboldbane, en skiferie og et pokalskab til den fine pokal.

Læs også: 1.127 kg affald indsamlet i naturen

I år var det 11. gang Danmarks Naturfredningsforening stod bag affaldsindsamlingen, hvor tusindvis af trofaste indsamlere gør naturen en kæmpe tjeneste.


Vild jubel på Bavnehøjskolen.


Gavekort, pokal og diplom vises stolt frem.