Hvad genbruges affaldet til?

Hos Favrskov Forsyning vægter vi miljøet højt, og vi tror på, at indsamlingen ved husstanden vil øge mængden af affald til genbrug markant. Og der er god grund til at have høje forventninger til den nye genbrugsbeholder. Erfaringer fra andre kommuner med lignende ordninger viser, at der både bliver sorteret og afleveret mere affald til genbrug, når det hurtigt og nemt kan samles i egen beholder.

Men hvad genbruges det genanvendelige affald egentlig til?

Papir- og papaffaldet bliver presset sammen og kørt ud til papirfabrikker, hvor det bliver vasket i store kar. Herefter bliver det lavet til nye produkter som for eksempel aviser, toiletpapir, æggebakker og genbrugspapir. Det kræver nemlig kun halvt så meget energi at producere genbrugspapir, som at producere nyt papir.

Når papiret bliver vasket, bliver der noget affald til overs. Det kan bruges som fyld i cement.

Øldåser, sodavandsdåser og andre dåser af metal køres til fabrikker, hvor de bliver de smeltet om og lavet nye produkter som for eksempel nye dåser, cykler og stegepander.

Flasker og dunke af plast bliver sorteret efter farve. Efterfølgende bliver de hakket i småstykker og vasket og genbrugt til eksempelvis fleecetrøjer, fyld i bamser og soveposer.

Glasaffaldet bliver vasket og smeltet om, og herefter brugt til at lave nye glas, falsker og andre produkter af glas.